Råderet

Sæt præg på din lejebolig

 

Som beboer har du råderet over din bolig. Hensigten med lovgivning om råderet er at motivere til individuel tilpasning af boligen og samtidig styrke de almene boligers konkurrenceevne i forhold til ejerboligmarkedet. Råderetten giver dig som lejer:

  • Større frihed til at bestemme over egen bolig.
  • Flere muligheder for at præge boligen efter dine ønsker og behov.
  • Princippet i råderetten er, at du selv bestemmer, hvad der skal ændres og selv sørger for, at arbejdet bliver udført.

 

Det betyder, at du har ret til at udføre enhver form for forbedring inde i boligen og få økonomisk godtgørelse, når du flytter. Råderetsreglerne fremgår af Lov om leje af almene boliger kap. 8 samt Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v. kap. 18.

 

Råderetten er opdelt følgende begreber:

Individuel råderet

Du bestemmer selv, hvad der skal ændres i.h.t. afdelingsmødets bestemmelser og sørger selv for arbejdets udførelse og finansiering. Ved forbedringer kan godtgørelse finde sted ved fraflytning.

Princippet i råderetten er, at den enkelte lejer selv har indflydelse på, hvad der skal ændres i boligen. Man skal dog altid huske at ansøge boligorganisationen om sine ønskede ændringer, inden et arbejde påbegyndes.

Forbedringer: Lejeren har ret til at udføre forbedring inden i boligen og få økonomisk godtgørelse, hvis lejeren flytter indenfor den vurderede levetid, som skal være mellem 10 – 20 år.

Forandringer: Hvis lejeren ønsker at udføre arbejder inde i boligen, der blot ændrer udtryk og ikke øger boligens brugsværdi, yder der ikke økonomisk godtgørelse.

 

Installationsretten

Installationsretten giver dig ret til at lave sædvanlige installationer i boligen, som fx vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, køleskab mv. Godtgørelse kan ikke finde sted ved fraflytning.

 

Kollektive forbedringer

Forbedringer, der foretages i samtlige lejligheder i afdelingen og som I sammen beslutter på et afdelingsmøde ved stemmeflertal. Disse forbedringer finansieres af afdelingen fx ved låneoptagelse.

 

Kollektiv råderet

Forbedringer efter enkelte lejeres ønske og eventuelt af ledige boliger, som besluttes på et afdelingsmøde ved stemmeflertal. Disse forbedringer finansieres af afdelingen fx ved låneoptagelse med op til 30 års løbetid.

 

Råderet i praksis

På et afdelingsmøde skal lejerne beslutte, hvilke forbedrings- og forandringsarbejder, der kan gennemføres uden for boligen i den pågældende afdeling. Afdelingen skal udfærdige et katalog over tilladte forbedrings- og forandringsarbejder i afdelingen. Lejerne har kun ret til at udføre de tilladte arbejder, som afdelingsmødet har besluttet og som fremgår af kataloget. Kataloget skal udleveres til nye lejere ved indflytning. Afdelingsmødets beslutning skal godkendes af hovedbestyrelsen.

 

Anmeldelse af arbejderne

Alle forbedrings- og forandringsarbejder skal anmeldes skriftligt til boli.nu inden igangsætning af arbejderne.

Råderetten giver dig større frihed til at bestemme over egen bolig.

Anmeldelsen skal indeholde:

  • Navn, adresse, afdelingsnummer og bolignummer.
  • Beskrivelse af forbedringen eller forandringen.
  • Tidspunkt for udførelse.
  • Liste over de materialer og inventar, som skal anvendes (type, modeller, fabrikat mv.).
  • Eventuelle tegninger.
  • Prisoverslag (husk kun dokumenterede udgifter til momsregistrerede virksomheder).
  • Nogle råderetsarbejder kræver byggetilladelse eller anmeldelse til kommunen. Hvis det er tilfældet, sørger inspektøren for, at dette bliver gjort.
  • Gebyret for kommunens behandling af ansøgningen betales af lejeren.

 

Boligorganisationen skal give skriftligt svar inden 8 uger.

 

Vedligeholdelse af råderetsarbejder

Hvis et råderetsarbejde giver særlige vedligeholdelsesudgifter, skal du selv betale. Boli.nu foretager udregning af vedligeholdelsesudgifter. Udgiften pålægges din månedlige husleje. Du kan i visse tilfælde indgå aftale om selv at vedligeholde visse råderetsarbejder uden for boligen. Afdelingens vedligeholdelsesreglement kan have betydning for, hvilke råderetsarbejder du har ret til at udføre, og der kan være særlige krav til materialer, udformning mv.

 

Godtgørelse

Godtgørelse beregnes på grundlag af afholdte og dokumenterede udgifter, når arbejdet er udført. Boli.nu besigtiger det udførte arbejde.

  • Det maksimale godtgørelsesbeløb er 138.726 kr. (2023) og reguleres en gang om året.
  • Den beregnede godtgørelse afskrives over en periode svarende til forbedringens forventede holdbarhed.
  • Afskrivningsperioden skal dog være på mindst 10 og højest 20 år.
  • Efterhånden som godtgørelsen nedskrives, kan nye forbedringer gennemføres. Den samlede godtgørelse skal dog stadig holdes inden for de nævnte grænser.

 

Reduktion i godtgørelse

Boligorganisationen kan reducere i godtgørelsen:

  • Med værdien af eksisterende installationer, bygningsdele mv.
  • Hvis udgifterne til håndværkere eller materialer skønnes at være for høje sammenlignet med sædvanlige udgifter til den type arbejde.

 

Der kan ikke ydes godtgørelse for følgende udgifter:

  • Arbejder uden moms.
  • Særligt energiforbrugende arbejder.

Råderetsarbejder – positivliste

Du kan læse mere om råderetten i denne folder.

Nyheder fra os